I en labyrint af blindgyder og fejldiagnoser
Manipuleret foto: af skribenten
Uden mit jyske telefonorakel aner jeg ikke, hvordan jeg havde klaret skærene gennem denne livsomvæltende periode. I samme øjeblik jeg genkendte mig selv i diagnosen funktionel lidelse, meldte jeg mig ind i patientforeningen, taknemmelig over at den findes.
Patientberetning af: Medlem nr. 300, PFFL
3. februar 2025
De røde klokker ringer ikke; de bimler og bamler.
Spørgsmålene popper som majs i en gryde.
For da det endelig dæmrer for mig, at de mange symptomer jeg døjer med i hverdagen, ikke går over ”ved at tage den lidt med ro i en periode”, men er noget, jeg højst sandsynligt skal lære at leve med, har jeg brug for at tale med én, der selv lever med diagnosen. Og patientforeningens telefonrådgivning er præcis det magiske sesam, der skal til, for at jeg kan komme videre.
En kompetent, klog kone fra Jylland kommer i røret. Lone hedder hun, en sand pioner i funktionel lidelse med mere end 15 års kamptræning i at få ørenlyd for det komplekse, usynlige syndrom.
Selvom jeg ikke kan se hendes øjne, fatter jeg tillid nok til at fortælle om mine meget personlige og nye opdagelser om mit liv. Lone lytter tålmodigt til min historie og bekræfter mine mistanker.
Genkendt!
Sikke en lettelse.
De sidste årtiers kraftanstrengelse tilbragt i loop, med helbredsmæssige op- og nedture og uforståelige reaktioner fra kroppen, bliver skræmmende tydelige og forståelige.
Funktionel lidelse – har jeg det?
Jeg har ondt i alle store led. Ondt i musklerne i lår, bækken, skuldre, nakke. Og hovedet. Lyset er irriterende. Min udmattelse uendelig. Og søvnen? Første gang jeg går til læge med mine smerter, havde lægen hurtigt svaret ”gå i fitnesscenter”. Det bliver min fysioterapeut gennem længere tid, der forsigtigt foreslår, at det måske er en funktionel lidelse?
”Hvad er en funktionel lidelse?‟, spørger jeg Google. 10-15 % af befolkningen formodes i forskellige grader at lide af funktionel lidelse (FL), er svaret – inklusiv børn og unge. Genkendelige beskrivelser af kropslige symptomer dukker op. Bodily Distress Syndrome eller BDS hedder det også. Mulige bagvedliggende årsager kan være traumer, også fysiske traumer såsom ulykker, hjernerystelser og operationer kombineret med langvarig stress. (*)
Det, som positivt overrasker mig mest, er, at forskningen bag FL/BDS gør op med en forældet, dualistisk sygdomsforståelse med krop og psyke som skarpt adskilte. Patienten anskues som et helt menneske, og i udredningen inddrages relevante livsvilkår som f.eks. arbejdsmiljø og økonomi. En såkaldt bio-psyko-social sundhedsmodel (**). Sundhedsstyrelsen besluttede omkring 2018 at klassificere funktionel lidelse i den somatiske del af sundhedsvæsnet (***). I Regionernes Centre for Funktionelle Lidelse inddrages personligheden dog i udredningen, men uden sygeliggørelse i psykiatrisk forstand. Desuden viser det sig, at nogle af de træk, som går igen hos flere patienter, er, at de bl.a. har ”været meget aktive inden de blev syge”, ”været dygtige til at tage ansvar og haft krævende jobs”, ”gode til at tage sig sammen og kæmpe videre”. Ligeledes figurerer ”udøver sport på højt plan” på listen over personlighedstræk (****).
Det kræver stort bureaukratisk overskud at være sygemeldt under udredning. Du skal være din egen advokat og sekretær, med overblik og strategisk tænkning i de mange systemer du skal navigere i. Måske går der år med negative testresultater før man finder frem til, det er funktionel lidelse. Et ensomt sted at stå i en sårbar og livsomvæltende periode.
Igennem ingenmandsland med livline
Det allerførste opkald til PFFLs varme linje bliver afgørende for, at jeg begynder at se mig selv gennem milde øjne og radikal selvaccept. Jeg lærer, hvor vigtigt det er IKKE længere at være lidt mere fleksibel, lidt mere omstillingsparat, lidt mere robust, bidrage med lidt mere og lidt ekstra. Med oprejst pande lærer jeg tålmodigt at acceptere de dage hvor kroppen og hjernen vil mindre end lidt. Lone mener desuden, at det er helt ok at bo sammen med pumpede nullermænd, der råber og roder i hjemmet.
Det bliver til flere samtaler med Lone i øresneglen.
Jeg lærer ord som ”funktionsnedsættelse”, ”livskvalitet”, ”energiforvaltning” og “psykoeducation”.
Jeg lærer at sige, ”Jeg har gjort mit bedste, og jeg kan ikke mere”.
Jeg lærer at bruge ordet “nej” og “nej tak”, og at man gerne må aflyse aftaler.
Og med sundhedssystemet på den ene side, Jobcentret på den anden og mit svingende funktionsniveau på den tredje, lærer jeg at afkode systemlandskabet, med både de nedskrevne og uskrevne regler. Jeg får udpeget de magiske redskaber og bliver sendt ind i labyrinten med tre vigtige trylleformularer: Søvn, selvaccept og sund kost.

I konsultation hos ”sundhedsautoriteter” med uspecifikke symptomer
Som stressramt borger træder jeg ind over tærsklen i social- og sundhedssystemets ukendte territorium, med regler og rettigheder jeg aldrig før har haft brug for at kende. Jeg er med som blind ledsager når min krop, min psyke og personlige integritet gennemlyses og kommenteres i utallige undersøgelser og lange, dyre, tidskrævende rapporter.
Jeg møder autoriteter med magiske stjerner på skuldrene, der skal få de rigtige døre til at åbne sig. Nogle er veluddannede, engagerede social- og sundhedspersoner, med høj etik og faglig integritet, der møder mig i øjenhøjde og har forståelse for mit funktionsniveau. Det gælder særligt for Klinik for Funktionelle Lidelser.
Nogle er desværre bedrevidende, privilegieblinde sundhedsautoriteter, der har glemt alt om den definitionsmagt, deres rolle iklæder dem. De lytter ikke, går ikke i dialog, og derfor stiller de heller ikke relevante og uddybende spørgsmål. De oplever ikke på egen krop den stigmatisering og sygdomsforværring, deres fejldiagnoser og deres personlige tolkninger i journaler og erklæringer forårsager, herunder hos Jobcenter, kommune og ikke mindst forsikringsselskaberne. Sidstnævnte diskriminerer og afviser nemlig oftest forsikringspræmier, til kunder med enhver form for psykiatrisk diagnose, inklusiv stresstilstande.
Arbejdsmedicineren der hører uden at lytte
Min egen læge, hende med den hurtige fitnesscenterdiagnose, ved ikke hvad hun skal stille op med min samling af symptomer, og sender mig derfor en tur omkring Arbejdsmedicinsk Klinik.
Inden jeg når frem til mødet med Arbejdsmedicinsk Klinik, har min læge været i gang med at undersøge og overveje min fysioterapeuts mistanke om funktionel lidelse, og det er det første jeg fortæller den udredende læge. Men oplysningen er ikke interessant for arbejdsmedicineren. Hun sidder med hovedet inde i computeren og har travlt med sin egen hypotese og sine egne spørgsmål. ”Vi skal tale om din barndom”, siger hun. ”For at finde mønstrene”, forklarer hun. Vi varmer op med en halv times CV-rally. Hjernen koger. Munden og følelserne stikker af i hver sin retning, og jeg mister overblikket over mine egne ord og de mange spørgsmål der stilles hurtigt efter hinanden, for tiden er knap, og vi skal jo finde mønstrene siger lægen!
Efter halvanden times lynanalyse af min barndom og spørgsmål fra arbejdsmedicinerens liste konkluderer hun, at ”lykkepiller hurtigt vil få dig ovenpå”, og forsikrer mig om, at det ”er helt normalt at have smerter, når man er deprimeret”. Og om jeg lige vil sætte nogle krydser i depressionstesten, som hun lagde foran mig?
Derefter lander jeg som et billede i et forhekset spejl i ”sundhedsindbakken”, i form af en arbejdsmedicinsk udredning, med et fordrejet billede af min barndom og mit arbejdsliv, i sort/hvide kontraster, jeg ikke selv har malet.
Min beretning er desværre ikke enestående.
Har du lyst til at dele din egen historie med PFFL og vores læsere?
Tøv ikke med at kontakte os, hvad enten du er patient eller pårørende

Et åndehul for funktionelle lidelsesfæller
Det kræver stort bureaukratisk overskud at være sygemeldt under udredning. Du skal være din egen advokat og sekretær, med overblik og strategisk tænkning i de mange systemer du skal navigere i. Måske går der år med negative testresultater før man finder frem til, det er funktionel lidelse. Et ensomt sted at stå i en sårbar og livsomvæltende periode.
Heldigvis var jeg ikke helt alene i passagen gennem labyrinten.
Med adgang til en varm linje, og en stemme i røret, fandt jeg selv den stemme, som var afgørende for at prioritere det overskud, jeg ikke havde, men var nødt til at finde. Genkendt – og nu også kappeklædt og beredt som min egen advokat, med trylleformularer og magiske ord, der baner vej for det næste skridt, og det næste, og det næste. Jeg fik et pusterum på vejen gennem de dunkle systemskove, hvor jeg kunne ilte spørgsmålene, og lærte den gave det er at alliere sig med mange gode hjælpere på sin vej.
Det er min varmeste anbefaling at søge ind i et patientfællesskab. Ikke for at dyrke sygdom og lidelse, men for at blive mødt i udfordringer, der er genkendelige, og dele dyrekøbte erfaringer og mestringsstrategier med andre mennesker med samme udfordringer.
Jeg bukker mig i alle fald så godt jeg kan, i taknemmelighed og dyb respekt for de frivillige kræfter, som stiller overskud til rådighed for os, der ikke har det.
For mig har det været en verden til forskel.
** https://www.maanedsskriftet.dk/temasaertryk/funktionel-lidelse-artikler/12688/
**** https://funktionellelidelser.dk/om-funktionelle-lidelser/bodily-distress-syndrome
Naturterapi og mindfulness med Nina Lerche
Workshop i naturen til håndtering af et dysreguleret nervesystem, kronisk stress og smerter.
Underviser og guide: Nina Lerche, Uddannelsesleder på uddannelsen i Naturterapeutisk Mindfulness
📆 Workshoppen afholdes onsdag 13. maj kl. 11-14.30.
Vi mødes på parkeringspladsen v. Bøllemosevej 2942 Skodsborg.
Hvis du kommer med bus og tog, så kan du stå af på Skodsborg station og gå 100 meter op til vores mødested.
Tilmelding: kontakt@pffl.dk
Maks 12 deltagere – først til mølle

Om begivenheden
På denne workshop vil vi udforske og arbejde med naturens potentiale, som støtte til at regulere nervesystemet og håndtere stress og smerter. I naturen vil du møde et åbent, kravsfrit og accepterende rum, hvor det er muligt at være præcis som du er – der vil ikke være nogen forventninger til dig på dagen, andet end at du dukker op med nysgerrighed og en lyst til at møde dig selv på nye måder.
Du er velkommen på workshoppen uanset din fysiske og psykiske tilstand på dagen. Du vil blive guidet gennem en række øvelser, der kan skabe en dybere forbindelse til både dig selv og naturen, og som understøtter nervesystemets selvregulering.
Hvad kan du forvente?
I løbet af workshoppen vil følgende blive introduceret:
- Naturterapi og mindfulness, og hvordan disse metoder kan støtte dig i at regulere dit nervesystem og lindre kronisk stress og smerter.
- Konkrete øvelser i naturen, der hjælper med at finde ro og hvile.
- Rum for refleksion og dialog, hvor du og de andre deltagere kan dele jeres oplevelser og stille spørgsmål.
Workshoppen giver dig mulighed for at finde inspiration og øvelser, som kan bruges til at skabe selvomsorg og velvære i din hverdag.
Medbring
- Vand, te el. kaffe
- Frokost og evt. snacks
- Sidde-/liggeunderlag
- Notesbog
Pak gerne alle dine ting i en rygsæk så du har hænderne frie når vi går.
Vi kommer til at bevæge os rundt i skoven i langsomt tempo. Vi kommer både til at gå, stå, sidde og ligge i skovbunden, så det er vigtigt at du tager tøj og sko på der passer til vejret.
Gå til Nina Lerches hjemmeside her

Hvorfor samler man mange diagnoser under funktionel lidelse?
Spørgsmålet om, hvorfor kendte sygdomme som kronisk træthed og fibromyalgi nu kan kaldes funktionel lidelse, som om de var én og samme sygdom, har længe optaget både PFFL og andre patientforeninger. Forleden aften fik vi anledning til at stille eksperterne på feltet netop dette spørgsmål. Dansk Selskab for Funktionel Lidelse havde inviteret til et seminar.

Af Morten Madsen
Stockphoto: Diva Plavalaguna
14. november 2024
Funktionel lidelse er, foruden en selvstændig diagnose, også samlebetegnelse for en række såkaldte syndromdiagnoser, herunder fibromyalgi, kronisk træthed, irritabel tyktarm samt senfølger efter fx hjernerystelse og piskesmæld. Det kan nemt give anledning til undren, at man har samlet syndromer, som umiddelbart virker meget forskelligartede, under én paraply.
Mange af os i PFFL har fået behandling på et af de regionale behandlingscentre for funktionel lidelse, hvor vi gik side om side med patienter, som tilsyneladende kunne have helt forskelligartede symptomer. Én patient kunne have epilepsi-lignende anfald kaldet PNES, en anden kronisk svimmelhed, en tredje smerter i benene. Mener man virkelig, at der er tale om én sygdom og ikke mange?
Ja, kort sagt, det mener man. Det har vi vidst længe i PFFL, og lige så længe har vi stillet os spørgende til videnskaben. Forleden aften vi svar.

Andreas Schröder, forsker i funktionelle lidelser siden 2004, samt tidligere overlæge ved Center for Funktionelle Lidelser i Aarhus, fik ikke lov at starte sit foredrag til tiden, for de fremmødte repræsentanter for patientforeningerne skulle først hilse på hinanden i det mellemstore lokale på Frederiksberg Hospital, hvor mødet fandt sted. Til stede var foruden PFFL’s Morten Madsen og Annika Falk også repræsentanter fra CCF – foreningen for tarmsyge samt FAKS – Foreningen Af Kronisk Smerteramte, og der skulle naturligvis udveksles varme håndtryk. Både CCF og FAKS har medlemmer, som enten har funktionel lidelse eller er i berøring med diagnosen. Nogen er for den, andre imod den.
Andreas måtte pænt vente fra sin todimensionelle skærm på væggen, indtil Marianne Rosendal, formand for Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser (DASEFU) og initiativtager til seminaret, skar igennem og gav Andreas ordet.
Hvorfor har vi overhovedet en diagnose?
Andreas lægger ud med dette meget overordnede spørgsmål: Hvad skal vi med diagnoser? Han svarer: En diagnose er et kraftfuldt værktøj: Diagnosen tilbyder patienten en bedre forståelse for, hvad han eller hun fejler. Patienten får viden om, hvilke anbefalinger og pligter der følger med diagnosen, men også hvilke rettigheder den giver. Endelig vil patienten i højere grad kunne finde anerkendelse for sine symptomerne gennem diagnosen som hermed ”legitimerer sygerollen”, forklarer forskeren.
Diagnosen hjælper også sundhedssystemet: Den er en rettesnor i behandlingen af patienten, uanset hvilken type funktionel lidelse, der er tale om, og den fremmer kommunikationen mellem forskellige sundhedsprofessionelle, som får et klart fælles sprog for patientgruppen. Endelig muliggør diagnosen at vi får en ensartet ”kodepraksis” på tværs af landet, hvilket Andreas kalder ”et stort fremskridt internationalt”. Med kodepraksis menes der, at man kalder de forskellige sygdomstilstande det samme over hele landet og dermed fremmer indsamling af kvalitetsdata.
Vi får lejlighed til at spørge Andreas Schröder, hvad der egentlig menes mht. ”fremskridt internationalt”. Funktionel lidelse er jo, så vidt vi ved, en diagnose man kun kan få i Danmark. Er de misundelige på os i udlandet? Svaret er ja, og der nikkes rundt om bordet blandt Andreas’ kolleger. I mange lande savner man et tydeligt sprog for denne patientgruppe, og ikke mindst gode behandlingstilbud, og derfor får Danmark ofte ros på internationale konferencer.
Fire argumenter for at samle mange diagnoser under ét
Andreas Schröder skal forklare videnskaben bag diagnosekoderne i den danske udgave af ICD-10, herunder hvorfor diagnosen er en paraply for en række kendte, såkaldte syndromdiagnoser som beskrevet ovenfor. ”Syndromdiagnoser” er sygdomme uden kendt, medicinsk forklaring, og diagnoserne har, indtil funktionel lidelse blev opfundet, kun befundet sig i forskellige medicinske specialer. Andreas har til lejligheden valgt at præsentere fire tungtvejende argumenter for, at samlediagnosen blev dannet.

Første argument: Tydeligt overlap mellem syndromdiagnoser
Den store danske befolkningsundersøgelse DanFunD, bekræftede for år tilbage en mistanke, som Andreas og flere af hans kolleger havde fået gennem deres praksis med patientgruppen. Nemlig at mange af patienterne med en uforklaret lidelse, faktisk de fleste af dem, også har en anden uforklaret lidelse. Med andre ord har patienter med en syndromdiagnose ofte flere syndromdiagnoser samtidig.
For eksempel, påpeger Andreas, har patienter med fibromyalgi med 82 procents sandsynlighed også en anden syndromdiagnose, kan man læse ud af DanFunD-studiet. For irritabel tyktarm (IBS) er sandsynligheden på 57 procent. Hvad siger det os? At de forskellige syndromdiagnoser er forbundne, og at der er grund til at se disse patienter som en samlet gruppe.
Med vores viden om funktionelle lidelser i dag kalder vi ikke længere de forskellige lidelser „uforklarede‟.
Link til forskningen: Petersen MW 2020, Nature scientific reports

Andet argument: Mange behandlinger virker uanset sygdommen
Andreas Schröder påpeger, at der også er et stort overlap i behandlingen. Det er stort set de samme evidensbaserede behandlingsformer, der virker for de forskellige syndromdiagnoser, både hvad angår medicin, fysisk træning og psykologisk behandling. Der er dog variationer – billedet er ikke helt ensartet. For eksempel er evidensen for gradueret genoptræning meget tydelig for kronisk træthedssyndrom, mens den er mindre tydelig for irritabel tyktarm.
Andreas forklarer, at det giver god mening, at de samme behandlingsformer er virkningsfulde på tværs af sygdomstilstandene. På trods af de indbyrdes forskelle har de forskellige syndromdiagnoser nemlig ”ensartede sygdomsmekanismer”, herunder forekomsten af den type smerter, vi kalder ”primære smerter”, som er smerter der ikke skyldes vævsskade.
Find forskningsartikler: Henningsen P et al. Lancet 2007, Psychosom Med 2018; Schröder A & Fink P. Psychiatric Clinics North Am2011; Schröder A & Dimsdale JE Scientific American Medicine 2014; Agger JL et al. Lancet Psychiatry 2017; Om ensartede sygdomsmekanismer: Lancet 2021; 397: 2098 – 110

Tredje argument: Patienter tabes i systemet, hvis de ikke behandles ud fra samme forståelse
Dette argument ligger i forlængelse af de to foregående. En patient med mange „uforklarede symptomer‟ kan hurtigt få tildelt mere end én diagnose i den funktionelle kategori. Andreas forklarer, at han kan huske patienter fra sin egen tid som overlæge ved Center for Funktionelle Lidelser i Aarhus, patienter som havde fået tildelt fem syndromdiagnoser – fuld plade på funktionel lidelse så at sige. En sådan patient ville have travlt med at gå til kontrol og behandling hos fem forskellige specialer, hvis det ikke havde været for diagnosen funktionel lidelse, som samler diagnoserne i én. Patienten ville også risikere at blive tabt i systemet, da tilbuddene til patienter med specifikke syndromdiagnoser ikke er ensartede på tværs af Danmark.
Dette er et lige så stort problem i andre lande, hvor man altså ifølge Andreas og DASEFU skeler med en vis beundring til Danmark. Et ensartet behandlingstilbud – og en fælles sygdomsforståelse – på tværs af landet er en forudsætning for, at diagnosen funktionel lidelse bliver en succes.
Link til forskningen: PLoS ONE 19(7): e0302723

Fjerde argument: Diagnosen skifter over tid
Sidste argument minder om det første – at mange patienter har flere ”funktionelle” diagnoser samtidig. Andreas Schröder har forsket i funktionel lidelse i tyve år, og det kan man blandt andet mærke ved, at han er gammel nok til at kalde et slide i PowerPoint-showet for ”et dias”. Men aftenens sidste argument for funktionel lidelse som samlediagnose bygger på spritnye data fra det store DanFunD-studie, publiceret så sent som oktober 2024.
DanFunD-studiet har fulgt 10.000 borgere med eller uden funktionel lidelse i foreløbig 14 år. De nye data fra studiet siger, at indenfor en periode på fem år er der stor sandsynlighed for, at en patient med en funktionel lidelse skifter diagnose undervejs i perioden. For en patient med fibromyalgi er der således 16 procent chance for, at vedkommende skifter til en anden ”funktionel” diagnose i løbet af de fem år. For en patient med duft- og kemikalieoverfølsomhed er der 23 procent chance for et skift til en ny diagnose. Det er høje tal, og tal man ikke ville finde hos sygdomme, som ikke er nært beslægtede. Tallene understreger igen, at syndromdiagnoserne er vævet sammen, og ikke bør anskues som forskellige sygdomme uden indbyrdes sammenhæng.
Link til forskning: PLOS ONE | October 16, 2024
Ulemper ved samlediagnosen?
Så vidt Andreas Schröders bedste argumenter for diagnosen funktionel lidelse. Vi er nået til spørgerunden. Jeg har ikke hørt noget, jeg ikke var nogenlunde klar over i forvejen, så vi behøver ikke at få ovenstående uddybet. I stedet vælger jeg at gå Andreas på klingen: Har samlediagnosen slet ingen ulemper?
„Hmm… ‟ Andreas tøver og vægter sine ord med omhu, fra skærmen på lokalets væg…
Der kan ske det, forklarer han, når man samler de forskellige syndromer under ét, er, at man fokuserer mere på det, syndromerne har tilfælles, fremfor det, der adskiller dem. Der kan komme en tendens til, at man giver fællesfundene mere opmærksomhed, mens man overser de symptomer eller karakteristika, som skiller sig ud hos nogle af syndromerne. Denne forfatter synes, det er en fin og logisk måde, Andreas anerkender denne problematik på. Vi hører jo mange røster i PFFL fra folk, som frygter, at man i Danmark helt glemmer at forske i de enkelte syndromer, eller prioriterer det fra fordi man er forblændet af ”den hellige gral” funktionel lidelse. Andreas anerkender altså denne faldgrube, som jeg hører ham. Han slår også fast, sekunderet af forsker Marianne Rosendal fra DASEFU, at der fortsat forskes i de forskellige syndromer – også i Danmark.
Hvad med udlandet? Går der ikke kludder i vidensudvekslingen, når andre lande ikke bruger samlediagnosen funktionel lidelse, mens vi gør? Så enkelt er det ikke, bliver vi belært. Diagnoser er først og fremmest til for læger og patienter. Forskere udveksler ikke nødvendigvis viden og data på baggrund af diagnoser, og man kan være tryg ved, at vidensdelingen mellem forskerne består.
Anden ulempe? Behandlingstilbuddet sakker agterud – måske
Det er tarveligt, at jeg stiller det op, som om fordele og ulemper i dette tilfælde vejer lige tungt. Det gør de ikke. Men nu til Andreas’ næste pointe: Det kan ikke udelukkes, forklarer han, at nogle patienter i dag får en bedre behandling ude i specialenhederne, end de ville gøre på et center for funktionel lidelse. Tag for eksempel centre for fibromyalgi, som har lang erfaring og høj ekspertise med at behandle denne gruppe patienter. Den ekspertise må vi ikke forklejne. Centrene for funktionel lidelse bør derimod integrere erfaringen fra deres kolleger, mener forskeren. Alle burde arbejde sammen faktisk, for at højne niveauet i behandlingen. Jeg er sikker på, at Andreas har ret.
Min kollega, repræsentanten fra patientforeningen FAKS, stemmer i med erfaringer fra hans bagland. Patienterne, han repræsenterer, nemlig dem med kroniske smertetilstande, får i dag god behandling på landets mange tværfaglige smertecentre, og sådan ønsker mange af dem, at det fortsætter i fremtiden, uagtet at de muligvis kandiderer til diagnosen funktionel lidelse. Som smertepatient har man nemlig visse rettigheder, herunder en behandlingsgaranti, som sikrer korte ventetider, og denne rettighed nyder ”funktionelle patienter” ikke godt af endnu. Det var interessant at blive gjort opmærksom på denne skævhed. Under alle omstændigheder er det værd at notere sig, at vores regionale behandlingscentre for funktionel lidelse ikke nødvendigvis er svaret for alle patienter.
Tak for i dag
Andreas Schröders oplæg var faktisk kun det første af aftenens to oplæg. Efter pausen fulgte en præsentation af DanFunD-studiet ved forsker Marie W. Petersen, som var mindst lige så spændende, om den gigantiske befolkningsundersøgelse DanFunD, som har indsamlet data på danskerne i nu 14 år, og hvis resultater har lagt fundamentet for vores viden om funktionel lidelse i dag. Men denne artikel er blevet lang nok, så I må vente med at høre om DanFunD til en anden gang.
Tak til Andreas Schröder for at stille op, og tak til DASEFU for at arrangere seminaret.
PS. Forfatteren til denne artikel har ikke sundhedsfaglig baggrund