Formand Morten deltog i denne uge på årsmødet for Dansk Selskab for Funktionel Lidelse. Han deltog i paneldebatten under emnet ‘Sociale perspektiver på Funktionel Lidelse’, som i høj grad kom til at handle om bedre sagsbehandling til borgerne, samt hospitalernes fokus på det hele menneske.
27. April 2024
Af Morten Madsen
Fredag d. 26/4 havde jeg den ære at deltage i afrundingen på årsmødet for Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser. På årsmødet deltog mange fagfolk i berøring med patienter med FL; forskere, læger, fysioterapeuter, unge læger mv., og undertegnede var inviteret som lægmand, som repræsentant for patienterne. Afrundingen bestod af en paneldebat med emnet Socialmedicinske perspektiver på Funktionel Lidelse.
Debatten var afgrænset til et snævert emne, nemlig behandlingscentrenes socialmedicinske indsats. En overlæge lagde ud med et oplæg om, hvordan man i behandlingen på hendes afsnit støtter patienterne på sociale parametre, dvs. forholder sig til patientens liv i bredest mulige perspektiv; familie, arbejde, drømme og ønsker osv. som en del af behandlingen. Derpå en spørgerunde fra salens omkring 50 fremmødte.
Jeg må indrømme, at jeg følte mig blandt fagfolk med et indforstået sprog, og jeg stod af indimellem… Til gengæld fik jeg tid til at tage noter.
Overordnet var det rart at mærke omsorgen for patienten som helt menneske, som var en tydelig fællesnævner i salen. Lægerne er sig meget bevidst, at fokus på borgerens symptomer og sygdomsforståelse ikke rækker – der skal også være ro på den sociale situation, og her kan sygehus spille en vigtig rolle i dialogen med kommunen.
Man har været bevidst om denne rolle længe. Som Sven Viskum, tidligere overlæge og medgrundlægger af Center for Komplekse Symptomer sagde: Da vi grundlagde afdelingen i Frederiksberg, ansatte vi to socialrådgivere, men vi ville helst have haft tre!
Jeg kan naturligvis ikke referere fra debatten i et lukket selskab, men jeg vil kort belyse, hvad der blev diskuteret.
Debatten
Der var bred enighed om, at vi savner en bedre fællesforståelse for Funktionel Lidelse på tværs af alle instanser, som borgeren møder, herunder hospital og kommune. Ja, en sådan fællesforståelse har PFFL da også haft på ønskelisten længe. Det er jo meget tilfældigt, hvilken holdning og viden om FL man møder i landets kommuner. Så vidt det overordnede.
Mere specifikt ligger der en opgave i at formidle den enkelte borgers sygdom og udfordringer til en kommune, så budskabet forstås korrekt.
Nogen talte for en mere positiv indstilling til borgeren bl.a. gennem ordvalget, for at fremme en positiv vinkel på det hele. Man kan således fokusere på “funktionsniveau” fremfor “diagnose” i behandlingsforløb og statusattest. Funktionsniveau er en mere positiv fortælling. En overlæge forklarede, at hun altid spørger patienterne indgående: ”Hvad vil du gerne opnå i livet? Hvad vil du?” (fremfor ’hvad vil du skånes for’). Jeg følte en smule skepsis over dette, men holdt det for mig selv.
Så er der udfordringen med at oversætte til kommunen, så sagsbehandleren får et retvisende billede af borgerens funktionsniveau – med positivt, og ikke negativt fortegn.
Det blev vendt og drejet, hvordan man udfører den “gode statusattest”. Udfordringen er, at en attest er et øjebliksbillede. Hospitalet må gøre meget ud af at tydeliggøre, at borgeren som oftest har et meget fluktuerende helbred/energiniveau. Borgeren kan fx være aktiv og effektiv i tre måneder for derefter at få et dyk. Der er intet nemt svar på dette. Nogen lagde vægt på, at patienten skal være sit eget ansvar meget bevidst i processen med udformningen af statusattesten.
Kommuner kan være tunge at danse med – ikke kun for os borgere, men også for hospitaler. Kommunerne er meget forskellige, og har hver deres politik og retningslinjer, som den lokale sagsbehandler ikke kan se bort fra. Hospitalerne skal finde rundt i dette, og nogen gange kende deres begrænsninger mht. at få indflydelse på udfaldet af en sagsbehandling. Eller skal de?
Måske kan hospitalet godt agere mere offensivt og insistere på et interaktivt forløb med kommunen. Insistere på, at paragrafferne bliver anvendt til borgerens fordel, mhp. at borgeren lander et bæredygtigt sted. Hospitalet kan i hvert fald tydeliggøre så godt som muligt, hvad der skal til for, at patienten klarer skærene på et fleksjob eller lignende, og være sig kommunikationen mest mulig bevidst. Kommunen er jo heller ikke tjent med en borger, som aktiveres i det uendelige, og som aldrig finder sit ståsted.
Jeg ved, at Charlotte Forstrøm fra Center for FL i Aalborg har dialogen med kommunen meget på sinde. Hun ser gerne, har hun fortalt mig, at en patient kommer i arbejdsprøvning sideløbende med at vedkommende er i behandling på hendes afsnit. Gerne en langstrakt arbejdsprøvning. På den måde vil hospitalet kunne følge borgerens udvikling i arbejdsprøvningen nøje, og både hospital, borger og kommune vil i samarbejde kunne danne sig det bedst tænkelige billede af aktivitetsniveauet – og derfor den mest rammende statusattest. Interessant indstilling!
Det blev også et emne i dagens debat; at hospitalerne bør følge borgeren nøje, mens denne er i jobafklaring eller aktiveringsforløb, så hospitalet kan spille den vigtige mæglerrolle mellem patient og kommune. Jeg forstår godt denne pointe, og bifalder hospitalernes ildhu. Men jeg kan ikke lade være at tænke, at der kun kan være tale om et mindretal af patienter, som rent faktisk orker at gennemføre en arbejdsprøvning eller praktikforløb mens de går i behandling på hospitalet. Jeg formoder, at de fleste, som går i behandling, kan fokusere på behandlingen og ikke meget mere, det siger min egen erfaring i hvert fald.
Så hvad vil hospitalerne gøre for at hjælpe alle de patienter, som er afsluttet, mht. dialogen med kommunen?
Ja, her blev lægerne mig svar skyldig. Når patienten har forladt hospitalet, ja så træder en ny patient ind, og ressourcerne bruges selvsagt på de patienter, der er i behandling. Nogle ’gamle patienter’ får tilbudt opfølgningssamtaler, men det er det. Her slipper hospitalets ansvarsområde op, og det er selvfølgelig et problem.
En læge foreslog mig efterfølgende, at vi i PFFL opretter en ”sagsbehandlerliste”, ligesom vi har en behandlerliste, hvorigennem borgere kan engagere en privat besidder til at assistere i kontakten med kommunen – som en nødløsning. Jeg ser potentialet, men det er også en lidt tarvelig løsning, da den vil være dyr for borgeren. Vores tidligere formand Lone har flere gange heltemodigt ageret bisidder for trængte borgere, men heller ikke den løsning er gangbar i længden.
Tak for i dag
Således forløb paneldebatten i forenklet gengivelse. Jeg havde ikke forfærdelig meget at bidrage med mht. nuancerne i, hvordan man kommunikerer mellem hospital og kommune.
Men jeg nåede naturligvis at gøre reklame for PFFL, og fortælle om vores nye bestyrelse og de prioriteringer, vi arbejder ud fra i dag. Det vagte stor begejstring blandt tilhørerne, at vi holder liv i foretagendet, og jeg fik mange opmuntrende kommentarer efterfølgende.
Jeg fik ikke lejlighed til at drøfte alle de emner, jeg havde forberedt på forhånd. Debatten var afgrænset til ovennævnte emner og blev styret stramt af hensyn til tiden. Det må blive en anden gang.
Tak til DASEFU for invitationen, og for at sponsorere transport og forplejning!